5 ting der hurtigt nedsætter din varmeregning

Er du træt af at betale flere tusinde kroner hver måned, fordi du fyrer for fuglene? Så får du her 5 ting, du med fordel kan investere lidt penge i for på den måde at nedsætte varmeforbruget hurtigt og effektivt.

De nævnte ting tager udgangspunkt i, at energipriserne sandsynligvis stiger i fremtiden, og derfor er det de 5 tiltag, der bedst kan betale sig i det lange løb.

1) Hulmursisolering

Hvis dit hus har en hulmur, så er der som regel en del penge at hente ved at blæse isoleringsmateriale ind i hulmuren. Hulmurisolering er relativt billigt og meget effektivt, og det vil ikke bare give en lavere varmeregning, men også en bedre komfort og indeklima.

Tilbagebetalingstiden er 2-3 år afhængigt af forskelige faktorer.

2) Efterisolering af loft

En tommelfingerregel siger, at det største varmetab sker gennem dit tag – i hvert fald hvis der ikke er ordentligt isoleret. Derfor er det en god idé at efterisolere loftet, så du får en isoleringstykkelse på 300 mm. Du skal bare huske, at der i så fald skal etableres en dampspærre, så der ikke kommer fugt i konstruktionerne og dermed råd og skimmelsvamp.

Arbejdet med at etablere dampspærre er omfattende, og derfor er tilbagebetalingstiden højere end ved hulmursisolering. Den ligger omkring 9-10 år afhængigt af hus og finansiering.

3) Skift oliefyret

Hvis du ligger inde med et gammelt oliefyr, så kan der være mange penge at spare ved at skifte det ud med enten fjernvarme eller et naturgasfyr, hvis det er muligt. Er det ikke en mulighed, så kan du i stedet vælge en varmepumpeløsning, fx luft til vand eller jord til vand, hvis dit hus ellers er velisoleret og tæt. Går du fra et gammelt oliefyr til en jordvarmepumpe, så kan der være helt op til 70% at spare på varmeregningen.

Selvom omkostningerne ved nye varmekilder kan være store, så er tilbagebetalingstiden ofte kun 6-8 år.

4) Overvej solceller

Den attraktive økonomiske afregningsmetode for solceller, som var aktuel før 2012, er ikke længere tilgængelig. Men det betyder ikke, at der ikke kan være god grund til at etablere dem. Prisen på solceller er nemlig faldet markant de seneste år, og derfor kan det alligevel give en positiv effekt på din varmeregning.

Tilbagebetalingstiden er ca. 10-12 år.

5) Få nye ruder eller vinduer

Har du gamle vinduer, så forsvinder en stor del af husets varme ud gennem dem, og derfor er det en god idé at overveje, om de skal skiftes. Det er særligt attraktivt, hvis du kan bevare rammen og nøjes med at skifte ruderne til energiruder.

Tilbagebetalingstiden på et vindues- eller rudeskift er ca. 10 år.